Skrevet ca. 2 år efter ulykken
Virkelighed
Jeg har 3 kæmpe store drømme.
1: jeg kan gå
2: Min stemme, bliver mere tydelig.
3: Mine rystelser forsvinder.
Drømme når jeg kan gå.
1: jeg flytter til Spanien
2: jeg må bare eje en cabriolet (bil uden tag)
Jeg kommer til at gå igen og så skal jeg ikke tænke mere på,
at jeg sad i kørestol..
Men min hjerneskade, vil aldrig forsvinde.
Det eneste man kan håbe på er,
"vil nogen accepter, at man har en hjerneskade????"
Så kan jeg selv stille mig de her spørgsmål?:
Finder jeg en fyr?
Tør jeg ikke at snakke i mobil mere?
Kan jeg få børn?
Hvis ja, bliver de så handicappede?
Vil nogen kunne forstå mig?
Bliver min stemme/tale normal igen?
Jeg er bestemt ikke glad for at jeg sidder i kørestol, den kan jeg godt forbande langt væk nogen gange
Derfor skal jeg lære at acceptere min tilstand og det har jeg det meget svært ved.
Det værste ved ulykken er, at jeg skulle have hjælp til at tisse, og at jeg skulle have hjælp til afføring.
Det var aldrig sjovt.
Det var helt mærkeligt, at skulle have hjælp til alt, og til at tage tøj på.
Så er man jo en baby igen
Nogen gange bliver jeg sur på mig selv og lidt de andre, fordi jeg skulle have hjælp til alt og man er jo vant til at klare sig selv og lige pludselig kunne man ikke selv. Derfor blev jeg sur og det gik desværre ude over andre nogen gange.
Det jeg ked af. SORRY
Da min morfar blev indlagt, efter min ulykke, spurgte han "hvordan har Mille det"
Det noget der varmer.
Da jeg lå på sygehuset, var nogen fra min familie, få venner/veninder og besøge mig. Det jeg glad for.
Min mor gjorde/gør alt for mig, hvis jeg havde/har problemer med noget, så var/er hun der med det samme.
Det jeg rigtig glad for, og jeg sætter stor pris på det.
Da jeg var indlagt på Hvidovre hospital, da synes jeg, at min far var rigtig streng.
Jeg skulle en masse ting selv.
På Hvidovre, var der en kæmpe have.
(jeg lå på Hvidovre ca 1 måned efter ulykken, så frisk, det var jeg ikke)
Hver gang, der kom nogen, for at besøge mig, skulle vi måske i haven.
Når far kom, så skulle vi helt sikkert i haven.
Jeg måtte gå selv med benene, og det var skam ikke en af de små ture.
Far gjorde det, af en god mening.
Jeg kunne jo godt, jeg skulle bare presses og det er han desværre alt for god til.
LYKKEN I ULYKKEN
Der blev hilst mange gange på lykken i år 2005 og lidt af 2006.
Da jeg kunne tisse selv.
Da jeg kunne lave afføring selv.
Da jeg selv kunne gå i bad.
Da jeg fik halskrave af.
Da jeg selv kunne tage tøj på.
Da jeg måtte spise rigtig mad.
Da jeg selv kunne spise.
Da de sagde at jeg måtte komme til Vordingborg.
Den dag jeg kom til Vordingborg. 17/8-05
Da jeg kom hjem for at bo fredag d. 13/1-06.
Man kan finde lykken, når man har været ude for en ulykke. Der går lang tid, men man finder den nok, eller det håber jeg.
Når jeg kan gå, har jeg fundet LYKKEN I ULYKKEN.