Min mor fortæller

Hej Mille

Du har bedt mig om, at skrive om mine tanker
                          og følelser ned omkring din ulykke.                            
   Overskriften vil nok lyde:

                                               Min værste dag, i mit liv

De personer der er skrevet om ”Karin (mormor), Ken (Ven), Dennis (din lillebror), Jes (Arne´s søn), Rikke (din kusine) ,Mette (din moster), Karin (Arne´s søster), Preben (Arne´s svoger),  Arne (min mand), Jonas (din ven), Isak (din veninde), Tine (din veninde), Carsten (Tine´s kæreste), Bonnie (din far´s eks. dame), Grete (Arne´s mor), Helle (din far´s nye dame), frisør Helle (nabo på Møn)  og  Sarah (din veninde)”

Tirsdag d. 26/4-05

startede ellers som en god dag.
Kørte Dennis til Stege kl. 7, da han gik på euc i Næstved, jeg købte noget morgenmad med hjem. Så vi (Du, Arne og jeg) kunne hygge os, inden du skulle på arbejde.

Hvad der ellers skete denne dag, indtil ca. til kl. 22, kan jeg ikke huske.

Ca. kl. 22, ringede Ken og sagde

”skynd dig til Borre, Mille er kørt galt”

Jeg sagde det til Dennis og  Jes, som sad og så fjernsyn.

De skyndte sig af sted, og Jes sagde, at han nok skulle ringe til Arne. Jes ringede til Arne og sagde, at jeg ikke måtte komme derned, og at vi skulle vente derhjemme, til han gav nærmere besked.

Hold kæft hvor tiden føltes lang.

Jeg havde ingen cigaretter, fordi jeg ville prøve at holde op med at ryge, nok lige en forkert dag, at begynde med det på.

Jeg pakkede en pose til dig, med noget rent tøj og toiletsager, for jeg var sikker på, at jeg fik dig med hjem igen.

Da ambulancen var ved, at køre fra Borre, ringede Jes og sagde, at du ville blive kørt til Næstved. Arne og jeg kørte op til Elmelunde kirke og ventede, på at ambulancen kørte forbi.

Lidt efter kom Dennis og Jes, der lige stoppede, for at snakkede med os. Vi spurgte om de ikke kørte med, men de ville hellere hjem – vi snakkede lidt frem og tilbage og de besluttede at køre med alligevel.

De fik lige en ordre af mig, om at køre ind omkring Anden (værtshus) og købe en pakke smøger til mig.

Vi kom til Næstved sygehus og der mødte vi din far, som Dennis havde ringet til.

Du var ikke kommet endnu.

Da du så endelig kom, blev din far og jeg hentet af en meget sød sygeplejerske, der tog os med ind på den stue, hvor du blev undersøgt. Hun sagde at det nok ser lidt kaotisk ud, med alle de mennesker, men hver og en ved lige, hvad de skal. Hun sagde også, at vi gerne måtte gå hen og røre dig og snakke til dig.

Var lige henne og sagde ”hej Mille” og aede dig på kinden.

Det så ud til, at du bare sov.

Du fik klippet alt dit tøj af og ringene på din finger, blev også klippet af. Det var virkelig mærkeligt at se. Det var jo noget man så på tv og det var slet ikke til at fatte, at det var virkeligt.

Din far og jeg blev bedt om at gå lige pludselig, da vi var inde hos dig.

Lægen kom ind og fortalte, at de var bange for, at du havde indre kvæstelser, så du blev kørt til operationsstuen.

Vi gik ud i venteværelset, så vi alle sammen (Dennis – Jes – Arne – din far og jeg) var sammen.

Vi ventede på at få en besked om, hvor galt det var, men heldigvis var det kun overfladiske skrammer, som var nemt at have med at gøre. 

Så nu ventede vi kun på, at du blev røntgen fotograferet, for at se om noget var brækket.

Lidt efter, blev vi henvist til et mere behageligt venteværelse, hvor vi fik noget at drikke og nogle kiks.

Jonas som var med i din bil ved ulykken, var også på Næstved Sygehus. Hans forældre kom ind og snakkede med os, nogle meget søde mennesker. De fortalte, at I kørte til Møn, for at hente noget rent arbejdstøj til dig og så ville I køre tilbage til Vordingborg og sove hos Jonas.

Dennis og Jes fortalte, at I havde kørt om kap, med Ken og da I nåede Borre, tog Ken farten af, men du blæste bare uden om og ser ikke at der kommer en modkørende. Du hev bilen ind foran Ken og mistede herredømmet.

Jonas fortalte, at der gik panik i dig.

Din bil kurrede sidelæns ned ad vejen og du ramte en lygtepæl af stål, som kilede sig fast om bilen. Du ramte ind i en gavl af et hus, med din side indad.

Lygtepælen reddede nok dit liv, da den sad lige bag førersædet, som en ekstra styrtbøjle.

Jes fortalte, at han var inde i bilen for at se, om der var nogle blødninger, der skulle standses og det var der heldigvis ikke.

Han kunne høre at du trak vejret.

Dennis snakkede med Jonas, som var vågen. Dennis berolige ham til der kom hjælp.

Når man går og venter på ambulancen, føles tiden lang.

Jonas er den første der kom ad sted med en ambulance. Der gik vist yderligere en ½ time inden de fik dig fri, fordi taget på din bil skulle skæres af, for at få dig ud.

Du blev kørt omkring Stege sygehus, hvor du blev stabiliseret og en sygeplejerske tog med i ambulancen til Næstved.

Det var årsagen til, at du ikke var kommet til Næstved før os.

Vi fik ad vide af Jonas forældre, at han havde brækket det ene lårben og fået lidt knops her og der.

En sygeplejerske kom på et tidspunkt med en pose med dit tøj i, kun en sko og nogle personlige ejendele.

Det var lidt mærkeligt, tror nok at jeg begyndte at ryste lidt.

Lægen kom et sted mellem kl. 3 og 4 onsdag morgen og fortalte, at du havde brækket nakken, en af de øverste hvirvler og han kunne ikke sige noget om, du vil blive lammet på nogen måder. Han sagde, de havde overført de billeder af din nakke til Rigshospitalet, for de var ikke dygtige nok på Næstved til den slags skader. Du blev lagt ind på en enestue og en respirator blev tilkoblet dig, for at hjælpe dig med vejrtrækningen.

Omkring kl. 4 fik vi at vide at du skulle overføres til Rigshospitalet ved halv femtiden.

Vi fik alle lov til at komme ind og se dig inden vi kørte hjem.

Kan ikke rigtig huske mine tanker om alt det, der var sket. Jeg har nok tænkt, at det skulle du nok klare, for du var jo en stærk pige med en stærk vilje. Og ja, så tænkte jeg vist nok, ”bare du var drejet af i Elmelunde og kørt dirket hjem”, for så var det aldrig sket.

Vi kom hjem omkring kl. 5 om morgenen og gik i seng, men der var vist ikke rigtig nogen, der kunne sove. Der var jo en masse tanker, der farede rundt i ens hoved.

Jes havde dit telefonnr. til dit arbejde, så jeg kunne ringe til din arbejdsgiver, Peter, og sige, at du ikke kom på arbejde.

Han havde godt hørt om ulykken og jeg fik hans mobilnr., så jeg kunne ringe til ham og fortælle løbende, hvordan det gik med dig.

Der skulle også ringes rundt til familie og venner for at fortælle, at det desværre var dig, der var blevet omtalt i radioen og på TV Øst.

Op på formiddagen kom Ken og hans kæreste, for at snakke tingene igennem. Det havde vi alle brug for.